Træningslejr på Tenerife, påsken ’08
Efter to lange og opslidende flyveture med hygge, kortspil, svedige baglår, grimme lufthavne med dårlige farvevalg, slikspisning og hyppige grineflip over ingenting nåede vi omsider frem til vores hotel, ”Hotel Catalonia Oro Negro”. Her ville vi alle gerne hurtigt i seng, da alle for nær kasterne skulle ud og jogge næste morgen. (Det vil sige en lang og opslidende løbetur for nogle af os…) Dette kunne dog umiddelbart ikke lade sig gøre lige med det samme, da nogle allerede låste sig ude efter 3 minutter (vi nævner ingen navne, vel Camilla, Mette og Karoline?), og måtte ned i receptionen efter et nyt nøglekort. Selv samme gruppe havde desuden 3-4 nøglekort ved turens afslutning…
Da vi næste morgen skulle spise morgenmad, var det noget af det drømmesyn, der mødte os; buffeten var enorm og indeholdte alt hvad hjertet kunne begære og mere til! Endnu mere imponerende var buffeterne til frokost og aftensmad – de indeholdt nemlig is! Man kunne dog henledes til at mene, at friheden til at tage alt det is man kunne proppe i sig, blev en smule misbrugt, da nogen en af dagene tog 27 kugler med dertilhørende flødeskum, chokoladesovs og krymmel.
Nå, men som før nævnt, så var vi en del, der skulle ud på den føromtalte ”korte” joggetur på 3-4 km. Det skal lige siges, at det var meget op-ned terræn, så det var altså ikke fordi, vi var i dårlig form, at vi blev forpustede! *Host host*.
Efter jog for løberne og spændstighed og bevægelighed for kasternes vedkomne, blev vi alle fordelt ud på en masse forskellige discipliner med de fem trænere, vi havde med. Og så var vores træningslejr ellers for alvor begyndt!
Det skal lige indskydes, at allerede den første dag var der syv mænd og én pige i alderen ca. 20 – 60 år, der havde fløjtet, lavet trutmund, dyttet, piftet, råbt eller klappet af os, sendt os gavtyveagtige blikke eller sagt frække ting til os idet vi passerer dem. (Der var faktisk en, som lød, som om han råbte ”babser, babser!” til os, da vi løb forbi ham. Håber vi hørte forkert!). Og hvad er den optimale reaktion så, når en 34-årig latino slikker sig om munden og fløjter efter én? Jo, det er da at give ham fingeren og sende ham dræberøjne, for derefter at løbe alt hvad man kan og siden bryde fnisende sammen over det!
Vi holdt i øvrigt op med at tælle, da vi nåede op over de 36 mænd, som havde gjort opmærksom på sig selv over for os.
Til at starte med var det ret komisk, at de forsøgte så ihærdigt at gøre indtryk på en, men når det til sidst er gamle mænd der slikker sig i mundvigen, så er det ikke det hyggeligste.
Herligt, at man så har et par flinke ungseniorer, der villigt følger og beskytter en mod de faaarlige gamlinger! Hurra for det!
Anyway; stik imod trænere og andre fornuftige menneskers formaninger, tilbragte mange af os pausen mellem de to træningspas i eller ved siden af poolen ved hotellet.
Desværre er det først bagefter man er bagklog (ville måske også være lidt overraskende, hvis man var bagklog inden man overhovedet…Argh… Glem det!). I hvert fald var det ikke en god idé, eftersom jeg i hvert fald på egen krop kunne mærke, hvor træt jeg var sidst på ugen.
Efter et par dage med forholdsvis hård træning, var de fleste af os godt ømme. Det er her massagen kommer ind i billedet. Et par stykker blev vidst mærket for livet, da den gode Morgan masserede skinneben og ruskede lidt i muskler hist og pist. En vis anden herre ved navn Thomas fik vidst også en grusom oplevelse på sig, da han en aften efter aftensmaden skulle massere undertegnedes baglår og knæ. Mage til massage-spasser skal man lede længe efter! Man ved, man er massage-spasser, når man ikke kan beslutte sig for, om man skal grine, fordi det kilder, eller græde, fordi det gør ondt, og derfor laver en kombination; ”Hahahah, aaav, ihhhiii hahah, av for #¤%&! – hahahaaah, av det KILDER!” Og når man samtidig klemmer sin venindes hånd fuldstændig i smadder, og i øvrigt sparker massøren i hovedet, så er massage nok ikke lige det man trænger mest til! (Var der nogen, der sagde beroligende piller og spændetrøje?)
Imellem og efter træningspassene blev det gode vejr nydt fuldt ud; både poolen og havet blev ivrigt benyttet til afkøling af vores ophedede legemer. Desuden glæder jeg mig personligt til, det bliver varmere i vejret herhjemme. Der er et par vandkampe, der skal hævnes.
Vejret var generelt fantastisk hele ugen. Den højeste temperatur, vi kom op på, var 37° (i følge info på stadion), og de fleste dage var der ikke en sky på himlen.
Om lørdagen blev der holdt en ”afskedsfest”, som egentlig ikke var en afskedsfest, da vi først skulle rejse mandag aften. Normalt ville festen have været holdt aftenen inden afrejsedagen, men med tanke på, at vi havde fuldt træningspas med to gange to timer om mandagen, valgte vi at holde den lørdag.
Den blev holdt på en bar/café-ting ved navn ”Hooters”. Et hyggeligt lille sted, hvor vi praktisk taget havde hele førstesalen for os selv. Her var der et bordfodbold- og et billardbord, hvilket mange benyttede sig af, nogen med mere held end andre. Udover dette blev der afholdt flere lege, bl.a. en ”hulahop-konkurrence” og en konkurrence, hvor det gjaldt om at puste op og sprænge flest balloner på underlige måder, så hurtigt som muligt.
Da kl. blev hen ad halv to-to skulle unge under 16 hjem. Det syntes de fleste af os var voldsomt snyd, eftersom mange af dem over 16 så ud til at have betydeligt mere brug for hvile end os andre.
Næste eftermiddag (morgen for nogle af os), drog en stor del af gruppen af sted mod vulkanen Teide. Turen, som havde vakt begejstring hos de fleste inden afrejsen, skulle vise sig, at blive en stor skuffelse. Årsagen var skyer. Vulkanen var bogstavelig talt indhyllet i en sky, og det var rimelig koldt for folk kun iført shorts. Vores medbragte rejseguide fortalte endvidere, at dette var den eneste gang i de seks år, hun havde været guide, at vejret havde været så dårligt. Men selvfølgelig sker det lige præcis, når vi skal derop!
Vejen hjem fra Teide, var faktisk den mest hygsomme del af turen. Det blev både spillet kort, vist/taget billeder, snakket, hygget og sovet. Nogle i sjovere stillinger end andre.
Dagen efter søndag og Teide-turen var (surprise, surprise!) mandag og dermed også afrejsedag. Det medførte, at nogen lige skulle ned i byen efter aftensmaden og købe de sidste souvenirs med hjem, og som følge deraf havde ret så travlt med at pakke. Jeg kan kun tale for mig selv, når jeg siger, at jeg aldrig nogensinde har pakket så hurtigt i hele mit liv. Ikke desto mindre har jeg også indtil videre glemt en kuglepen og fire hårspænder. Det burde dog være til at overkomme.
Så var en langvarig rejse hjem til Danmark begyndt. Den startede med en smule ventetid i Tenerifes lufthavn, som de fleste fordrev med at spille kort eller sove. Igen nogle i mere anstrengte stillinger end andre (Mortens kropsstem-liggeteknik specielt). Herefter fulgte tre timers flyvetur til Madrid. En stor del af de efterfølgende seks timers ventetid blev også udnyttet til at få noget søvn på trods af de uindbydende omstændigheder; marmorgulvet var koldt og hårdt, og man skulle passe på, ikke at lægge sig oven på en ventilator. Man finder først ud af det, når det føles som om ens venstre øre er ved at fryse af.
Her på falderebet vil jeg lige bringe en samtale, som foregik i poolen, mellem Kenneth og Peter Sonne fra Amager:
Peter: (lige efter han havde lavet en bombe, som nærmest udløste en tsunami) ”Så du hvor stor min bombe var?”
Kenneth: ”Nej, jeg dykkede ned under vandet for ikke at blive våd i hovedet…”
Tja, hvad kan man sige? Det er da logik for perlehøns!
Til sidst vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige tak til alle, som var med til at gøre denne tur helt uforglemmelig. Den har helt klart levet op til mindst et af dens formål: at skabe venskaber på tværs af klubber.
Af Amalie Rasmussen