Både vores kvindehold og vores herrehold har været i holdmatcher, og de leverede en god indsats.
Kvindeholdet var i kvalifikationsmatch til 1. division, og det resulterede i en oprykning fra 2. til 1. division. Holdet, som er sammensat af ungdommer og et par ”veteraner”, viste gejst og god holdmoral, og selvom man manglede en af de faste point slugere pga. en skade, så lå holdet under hele matchen blandt de 3 første hold, der ville rykke op eller forblive i 1. division. Især de unge piger på holdet udmærkede sig med gode resultater. Emilie Straasø, som er holdets yngste deltager, med sine 13 år, løb en flot 400m på 72,09 sek. og satte en pr. med næste 1.5 sek. Julie Sørensen vandt 200m i en ny pr. på 27,62 sek. og sprang op til sit bedste i længde med 4.46 m. Maria Basbøll løb 800m og 400 m hæk, og her blev det til en 1. og en 2. plads, hvilket gav gode point, da det er placeringen man får point efter. Disse unge piger kan vores kvindehold få meget glæde af de næste par år, da de helt sikker vil forsætte med at forbedre sig, og det er helt sikkert, at holdet sagtens kan forblive i 1. division, hvis den kan fastholde den stamme holdet består af nu.
Herreholdet var efter de 2 første indledende matcher kommet i kvalifikationsmatchen til elitedivisionen, hvilket også var målet før holdkampene startede, da man på den måde så var sikre på at forblive i 1. division. Oprykning så på forhånd meget svær ud, da vores hold i nogle øvelser simpelthen ikke har niveauet til elitedivisionen, og det blev også hurtigt klart, at det heller ikke ville komme på tale. Men herreholdet viste hele tiden holdånd ved at gøre en god figur i alle øvelser. Blandt andet stille vi op med Jimmi Jakobsen og Brian Pedersen på 3000 m forhindring, selvom begge aldrig havde prøvet at løbe forhindring, og begge gennemførte. Af gode resultater kan nævnes Kim Teilmanns længdespring, hvor han satte pr. med hele 21 cm. og sprang 6.24 m.
Glen Jespersen gjorde det godt i spydkast med 48,54 m, og Nicolai Aggersbøl, som i år har forbedret sin personlige rekord på 800m med 10 sek. løb stabile 2.11.65 sek. Herrerne endte sidst i matchen på 6. pladsen, men har helt sikker kapacitet til at blive i 1. division næste år.