text

Det er uhyre sjældent, at et ægtepar bliver verdensmestre i samme disciplin samme år – men sådant et ægtepar findes i Greve Atletik

I oktober rejste Inge Faldager og Knud Høyer sammen med 22 andre danskere til Perth i Australien for at deltage i verdensmesterskaber for masters, WMACS (personer over 35 år) i atletik. For de danske atletikudøvere var sæsonen for længst forbi, men for de 22 danskere gjaldt det om, at holde formen ved lige for at kunne yde maksimalt ved verdensmesterskaberne, som strækker sig over tolv dage. Der var tilmeldt over 4.000 deltagere fra 96 lande.

Inge Faldager plejer at vinde medaljer ved de internationale mesterskaber for masters, og det gjorde hun også denne gang. Hun startede med en lidt skuffende sølv i favoritdisciplinen hammerkast. Men så tog hun revanche, idet hun vandt vægtkast i en uhyre spændende konkurrence, hvor hun lå som nr. 2 til sidste runde. Her kastede hun årets bedste vægtkast på 15,15 m og vandt dermed guldmedaljen. I diskos blev hun en suveræn vinder med 29,33 m, og endelig vandt hun også kastemangekampen, hvor man kaster 5 forskellige kasteøvelser lige efter hinanden på sammen dag.

Ægtemanden Knud Høyer, der er formand for Idræts- og Fritidsunionen i Greve er også kaster, og havde også et godt mesterskab. Han plejer ikke at vinde medaljer ved de store mesterskaber, men dette mesterskab viste, at træning betaler sig. Han vandt først overraskende sølv i diskoskast med 37,51 m – blot 41 cm fra guldmedaljen. Hans sidste øvelse var kastemangekampen. Her viste det sig, at han efter 3 øvelser helt overraskende førte kastemangekampen. Han holdt hovedet koldt og fik gode resultater i de sidste 2 øvelser, og så var Knuds første verdensmesterskab hjemme.

Så derfor kan man i Greve Atletik ”prale med”, at man har et ægtepar, der begge er blevet verdensmestre i kastemangekamp i 2016.

Der skal dog ikke hviles for længe efter hjemkomsten fra Australien. Træningen skal holdes ved lige her i vintermånederne, for i marts 2017 er den sydkoreanske by, Daigu, vært ved verdensmesterskaberne indendørs, incl. fire kasteøvelser udendørs. Den helt store udfordring for begge i 2017 bliver europamesterskaberne for masters, som finder sted i Århus i juli/august. Her forventes det, at der kommer over 6.000 deltagere, og at resultatniveauet for at blive europamester tilsvarende bliver meget højt.

Inge Knud