Nu har veteranholdet været ude i første runde i veteranturneringen, og for første gang i mange år kunne vi stille med fuldt hold. De lange distancer (5000m og 1500 m) blev klaret af et par debutanter (Hanne Baltzarsen og Kim Vildborg), og de gjorde det godt. Kim havde måske lidt trætte ben efter Copenhagen Maraton, men han løb alligevel både 5000 m, 1500 m og 300 m på stafetten. Det skuffede ham lidt, at det var Hanne, der fik flest point – men så får han chancen for revanche i næste runde.
Holdets pointsluger var Knud Høyer i kasteøvelserne, hvor han scorede over 800 point i gennemsnit i sine 3 øvelser. Thomas Andersson er altid god for et godt resultat. I både stang og længde kæmpede han mod sin gamle rival fra ungdomsårene Michael Skifter. Thomas plejer at vinde i længde, men her blev han slået med bare 1 cm. Men pyt med det, han gav gode point. I spyd havde vi både Jeanne Sjørslev og Jesper Wiingaard med. Jesper fik flest point denne gang, men Jeanne var tæt på ham, og hun mangler bare 25 cm for at få en klubrekord, så måske næste gang.
Lene Andersson løb lige som sidste gang 400 m, og selv om hun sagde, at hun ikke var i form, lavede hun igen klubrekord. Så vi glæder os til næste runde. Holdlederen Inge Faldager klarede sig også flot. Hun satte danske veteranrekord i hammerkast.
Greve blev en samlet nr. 2, og hvis vi holder standarden, er der store chancer for at komme i finalen i september i Odense. Her mødes de 6 bedste fra øst med de 6 bedste fra vest.
Næste runde er 13. juni kl. 18.00 på Glostrup Stadion