text

Første runde af DT skulle have været afholdt i Greve, men pga. af vores dårlige stangsspringsanlæg, så måtte vi flytte matchen til Ballerup Stadion.

Matchen var en dobbeltmatch for bade dame- og herrehold, og det var ikke forventet, at hverken vores dame- eller herrehold kunne placere sig blandt de 2 bedste hold, som skal kæmpe om at komme i elitedivisionen, da vi har nogle meget unge hold både for herrerne og damerne, og det blev også til en tilfredsstillende 4. plads til kvinderne og en 5. plads til mændene. Dog må vi sige, at vores aktive medlemmer og især vores ungdommer på holdet virkelig viser resultater, som tyder på, at Greve Atletik har noget at byde på nu og i fremtiden.

Hos kvinderne kan nævnes, at Amalie Lange igen har fået gang i sit hammerkast. Efter at have sat personlig rekord i første stævne, så gjorde hun det igen her til DT, og med et kast på 46,72 m og ny KR, og så er Amalie kun 80 cm fra den danske rekord i hendes aldersgruppe P17. Amalie satte også ny pr i diskos med 27,04 m, og det samme gjorde Anne Søgaard, som kastede 24,64 m. Anne deltog også med succes på 100m hæk, hvor hun også løb i ny pr med tiden 18,25 sek.

Lise Hansen og Anna Lange er to helt nye på holdet, og de gjorde det fantastisk. Lise, som skulle løbe 1500m, fik kun få dage før stævnet at vide, at hun også skulle løbe 400m hæk, og begge dele gjorde Lise helt fantastisk. Lise, som aldrig har løbet den lange hæk, gennemførte 400m hækken i den meget flotte tid 71,92 sek, som er under et sekund fra KR, og nogle timer efter løb hun en fantastisk 1500m i tiden 5.08.91 min, hvilket var den hurtigste tid af en Greve kvinde/pige siden 2009. Anna deltog også i 2 øvelser, og det medførte også i 2 personlige rekorder. Først kastede hun 600 grams spyddet ud på 27,08 m, og efterfølgende løb Anna 400m i den flotte tid 62,77 sek.

Personlig rekord satte Eline Grün også på 800m, da hun kom i mål på en tid som hed 2.33.00 min. Frida Ahlmann tangerede sin pr i højde med 1,47 m. Resten af pigernes resultater var også gode, så alt i alt var det en rigtig god match for vores piger.

Mændene, eller nok nærmere drengene lavede også rigtig gode resultater. Peter Andersson stod nok for det bedste resultat, da han forbedrede sin pr først på 100m med 4 tiendedele til tiden 11,66 sek, hvilket kun er 7 hundrededele fra den danske ungdomsrekord for 14 årige. Lige efter løb han 200m, og her satte han med tiden 23,59 sek. ny pr med et sekund, og her er Peter kun 16 hundrededele efter den danske ungdomsrekord. Begge løb var klubrekorder, og lad os håbe på, at der er hurtigere løb i vente fra Peter senere på sæsonen.

På 400m hæk var Sebastian Romer også tæt på hans pr. tiden 59.41 var kun 9 hundrededele fra hans bedste tid nogensinde, men tiden var ny KR i drenge 16 år. Med denne 400m hæk i benene, så løb Sebastian også 400m senere i stævnet og det gjorde han også i en fornuftig tid, nemlig 54.31 sek. Så flot udlæg på sæsonen også af ham.

Pr blev det også Abdoulie Sowe i trespring. Han kom ud på flotte 12.73 m, og det er med et tilløb, hvor han ikke har ret meget fart på. Når Abdoulie kan styre at sætte mere hastighed i tilløbet, så kan han kommer til at springe rigtig langt. Ny KR kom der også i spydkast. Her skulle Steffen Sjørslev og Joachim Larsen kaste., og Steffen havde aldrig kastet med 800 gram spyd før, mens Joachim havde kastet omkring de 40 m før, så det var spændende, hvem der kunne kaste længst. Det blev hurtigt afgjort. Steffen kastede i sit første kast, som også blev det længste 42,96 m, hvilket var ny KR for 16 årige.

Ældste deltager på holdet er veteranen, formanden og holdleder Thomas Andersson, og han viste, at han stadig kan begå sig på holdet som først valg, selvom han er 27 år ældre, end Asger Østerby, som også sprang stang. Thomas endte med at springe 3.12 m, mens Asger sprang 2.92 m. Dog må Thomas nok indse, at pladsen snart bliver taget af Asger, og Oliver Chabert, som desværre var syg til stævnet. Disse 2 ungdommer er godt på vej i stangspring, og de springer forhåbentlig en del højere senere på sæsonen, så Thomas ikke behøver at springe stang på holdet til næste år, og dermed heller ikke behøver at være øm i det meste af kroppen i dagene efter.

God match også af herrerne, og kan vi fastholde vores ungdommer, så får vi nogle gode Danmarksturneringshold i de kommende år.

Alle resultater kan ses her Link