text

Som I måske ved har vi i bestyrelsen besluttet at få ændret design på vores klubtøj. Klubtøjet er af mærket Craft og kan købes gennem SnowFun i Roskilde. Det har været en lang og til tider besværlig proces som vi ikke er helt i gennem endnu.

Alle jer aktive kan dog hjælpe til ved at læse nedenstående grundigt i gennem.

Design af singletter, t-shirts og toppe er blevet godkendt af bestyrelsen. Vi synes vi er endt på et rigtig flot design. Det skiller sig ud fra andre klubber og det er et design vi kan have så længe vi ønsker det.

Det er dog sådan at når man vælger et eget design som vi har gjort, så forpligtiger man sig også til at købe et minimum af klubtøj. Vi skal mindst bestille 10 enheder af hvert design. Da vi har 5 forskellige designs ( 2 til drenge/herrer og 3 til piger/damer ) skal vi altså bestille mindst 50 klubtrøjer hjem. Det er en stor omkostning, så derfor vil vi gerne ramme enhederne så præcist som muligt, så vi ikke kommer til at ligge inde med et lager vi ikke kan sælge.

Derfor vil der hver dag i ugen der kommer ( tirsdag d. 20/3 – onsdag d. 28/3 ) til hver træning være mulighed for at prøve forskelligt klubtøj og derefter udfylde en bestillingsseddel. Der vil også blive mulighed for at prøve og bestille klubtøj på hytteturen i den kommende weekend.

Bestillingssedler sendes til SnowFun der så vil sørge for den videre bestilling. Klubtøjet kan afhentes i butikken i Roskilde eller kan mod ekstra betaling blive sendt til en privat adresse. Leveringstid se de næste afsnit.

Læg mærke til at det tøj I kan prøve til træningen er i flere forskellige farver. Det er fordi vi gerne vil have et bredt sortiment af størrelser som de aktive kan prøve. Man må godt købe sorte tights, men de kan kun bruges til træning ikke til konkurrence. Klubfarverne er blå tights og hvid overdel, og det er det man skal stille op i til konkurrencer. Omvendt har vi besluttet at vores officielle træningsdragt fremover er sort. 

Læg mærke til at der allerede nu er mulighed for at købe tights, hot pants, briefs, træningsdragter, casual wear mm. i butikken i Roskilde. De har dog langt fra alle størrelser hjemme.  Derfor er det en rigtig god ide at få prøvet og bestilt i forbindelse med træningen den kommende uge, så man er sikker på at få det man har brug for.

Fremadrettet gælder der følgende….Tights, hot pants, briefs, træningsdragter, casual wear mm. er standardvarer. Findes de ikke i butikken bestilles de hjem fra centrallager. Leveringstid 2 – 4 dage.

Ønsker man i den kommende sæson at iføre sig nye singletter, t-shirts eller toppe er det meget vigtigt at man giver sig til kende og får bestilt i denne og næste uge. Vi vil selvfølgelig etablere et mindre lager hos SnowFun, men man risikerer altså at den rette størrelse er udsolgt. Hvis varen ikke er i butikken vil leveringstiden være på 8-10 uger, da Snow Fun skal bestille mindst 10 enheder ( f.eks. 10 singletter til piger/damer i forskellige størrelser ) hos Craft. Det er altså en god ide, at få bestilt sit klubtøj i god tid.

Vi er sikre på, at I bliver rigtig glade for vores nye klubtøj. Det gamle klubtøj kan dog stadig benyttes i 2012, hvis man ikke ønsker at skifte lige nu.

Bestyrelsen