text

Vinterturnering 2005

 

 

Søndag den 13.3.05 mødte vi fra Greve Atletik op i Helsingør til den 4. runde i årets vinterturnering:

 

De 9 udøveres maver var i god tid forinden blevet fyldt med bananer, pasta, morgenbrød og en masse vand for at gøre dem klar til dagens strabadser.

 

Og strabadser skal jeg lige love for at der ventede vores skønne unger. Ruten var hård af frost, ujævn af sne, glat og godt kuperet.

 

Første løber var Camilla Hansen, som var lidt betænkelig ved forholdene. Camilla varmede dog godt op, fik en taktik-snak med Farmand og tog stilling forrest i feltet før start. Starten blev skudt af, og da vi tilskuere næste gang så Camilla var det i flot og målrettet løbestil med den lyse fletning svingende, med kurs mod slugten rundt om søen. Den højeste stigning blev forceret i fin stil, og vi så Camilla i respektfuld løbenærkamp med specielt et par af drengene. Inden vi vidste af det, var hele ruten tilbagelagt og en glad Camilla var i mål. Så, Prinsesse, gem denne oplevelse som én af de store positive i din samling – og smid utrygheden og nervøsiteten væk næste gang. Du er bare SÅ GOD!

1

 

 

Så var det Greves største gruppe, der skulle i ilden - drenge og piger 12-13 år; Der er i de seneste måneder blevet ganget og divideret, talt og overvejet udregningsprincipper – hvordan mon resultatet af holdkampene ville blive, var der chance for medaljer?

 

Pigerne måtte jo undvære deres spydspids, Cecilie Vestergård, som medio februar er flyttet med sin familie til Australien. De havde dog lovet hinanden, at Cecilie skulle være med i deres tanker på turen. Dette lod til at virke; Mette, Maria og Caroline fulgtes fint ad rundt på de to omgange, og de overhalede de fleste af Amagerpigerne, som de plejer at kæmpe med.

2



Til trods for Marias begyndervanskeligheder med glemte sko samt Mettes og Carolines problemer med at få vejret undervejs, tilbagelagde de tre turen i et rigtig flot tempo. De søgte kram, hvile og vand hos forældre og hinanden efter at have givet ALT hvad de kunne! Pigernes samlede indsats gennem turneringen rakte til en placering som en FLOT nr. 4.

 

Hos drengene lagde Lasse sig i front. Han holdt et formidabelt tempo de to runder igennem - lige efter ”haren”, som nok undrede sig over, at han kunne være nødt til at løbe så hurtigt med et felt af børn. Lasse kom i mål som nr. 1 og havde endda tid til i opløbet at vende sig om og kigge tilbage på nr. 2, der lå ca. 30 m. bagude. Det var en storsmilende Lasse der senere fik guldmedaljen om halsen for førstepladsen i den samlede turnering.

 

Joachim holdt sig fint fremme i feltet og var FLOT og jævnt løbende hele vejen. Bagefter udtalte han, at planen havde været at følge med Lasse – det viste sig jo at være den helt rigtige taktik.

3




Martin og Frederik stod for nogle af de sejeste træk i dagens løb; De vidste, at de løb for et hold, der havde chance for en bronzemedalje. Når fødderne skrider under én, og hjertet hamrer i brystet – ja, så er det altså et ekstra pres at have med på turen. Mor Berit og de andre tiljublere gav opmuntrende kommentarer undervejs, og drengene kom i mål efter en FLOT arbejdsindsats. Spændingen blev senere udløst: Bronzemedaljen var i hus til drenge-firkløveret.

4

Så var det blevet Maria Basbøls tur i gruppen af 14-15 årige. Julie S. havde desværre måttet melde afbud, og Maria var alene om at repræsentere de blå/hvide ”grever” og ”grevinder” i dette felt. Dagsformen viste en pil nedad – ondt i halsen og træthed i kroppen. Starttidspunktet nærmede sig, og Maria trak sin sorte strikhue godt ned om ører og hoved og begav sig ud på sine to runder. I sin sædvanlige flotte løbestil tilbagelagde Maria ruten i et højt tempo. Maria, du er for SEJ - at du kan få det til at se så let ud, og så i det føre! Indsatsen rakte til en førsteplads i dagens løb – og en FLOT placering som nr. to og dermed en sølvmedalje i den samlede turnering.

5

Tusinde tak for en SKØN søndag eftermiddag med suveræn underholdning og hyggeligt samvær! Et STORT TILLYKKE til alle udøvere med en KANON indsats! Det er en fornøjelse at se, hvordan I arbejder med jer selv, og hvor dejligt I hygger jer med hinanden!

 

Vi Ses – Janne