Øst Inde mesterskaberne i Ballerup Superarena.
Der blev lagt hårdt ud fra morgenstunden til Øst Inde Mesterskaberne i Ballerup Superarena. Kl. 09:00 om morgenen begyndte mesterskabet for mange atleter. Også nogle af Greve Atletik´s udøvere var tidligt i ilden. Det var en flok forventningsfulde atleter der tog fat på dagens konkurrencer, og det blev også afspejlet i resultaterne.
De første atleter i aktion var Christoffer Wiingaard, Oliver Chabert og Peter Andersson i længdespring, Anna Lange og Cecilie Aagaard i højdespring samt Amalie Lange i Kuglestød.
Hos de 12-13 årige drenge sprang Peter 4.31 m, og fik dermed en flot men også ærgelig 4. plads. Oliver sprang 3,83 m og måtte i dag tage til takke med en 14. plads. Christoffer havde en uheldig dag med alle tre forsøg overtrådt. Rigtig ærgeligt, men det kan ske for selv de bedste...Spørg bare Morten Jensen.
I højdespring hos de 12 -13 årige piger var der nogle mega flotte resultater. Anna Lange slog PR. med 15 cm, da hun kom over højden 130 cm. Det rakte til en delt 8. plads og i øvrigt ny KR. Cecilie kom på en 13. plads med højden 115 cm. også meget flot.
I kuglestød hos de 14 -15 årige piger var der store forventninger til Amalie Lange, og de blev til fulde indfriet. Amalie stillede til start med en brækket finger, men det generede hende ikke synderligt. Hun stødte 11,30 m. i første hug, og så var den konkurrence afgjort. Guldmedalje, KR og PR til Amalie. I øvrigt var konkurrencens seks længste stød allesammen Amalies. Suværent.
Næste øvelse var 60 m. indledende, hvor vi havde del udøvere med. Isabella Paulsen løb 10,54 sek, Anna Lange 9,71 sek, Michella Topp 10,33 sek, Karoline Meinertsen 9,33 sek og Tara Abrahamsson 8,54 sek. Det var ny PR og KR til Tara. Tiden var den bedste i indledende runde og Tara var dermed i semifinalen. Her var det lige ved at gå galt for Tara der snublede i starten. Hun kom dog stærkt igen og kom i mål på en 3. plads, hvilket var nok til at gå i finalen. Her blev det til en samlet 3. plads og dermed en bronzemedalje til Tara. Derefter skulle Cecilie Porsdal ( 14 - 15 år ) i ilden og løbe 60 m. Også hun var ved at snuble undervejs, men kom alligevel i mål med en ny PR på 8,90 sek. Tiden var god nok til en plads i semifinalen, men Cecilie valgte at trække sig fra denne. Caroline Pretzmann ( 16 - 17 år ) skulle også løbe 60 m. Det var Carolines første 60 m løb og hun gjorde det fint med en tid på 8,93 sek. Peter Andersson og Oliver Chabert (12 - 13 år) fik løbet sig i finalen, og her endte Oliver på en 7´ende plads, mens Peter snuppede Bronzepladsen med tiden 8,98 sek. Det var PR for Peter og ny KR. Asger Østerby ( 14 - 15 år ) var den sidste deltager i disciplinen og han fik en tid på 9.06 sek. Asger var også med i stangspring, men desværre blev det til 3 nedrivninger. Surt for Asger, men mon ikke han kommer stærkt igen
Så var det blevet tid til 800 m. Hos de 12 - 13 årige piger skulle Amalie Wulff løbe denne distance for første gang. Hun var meget nervøs, men hun gjorde det rigtig flot. Det blev til en 6. plads og en tid på 2,47,38 min.
Cecilie Porsdal skulle også løbe 800m. Det blev til en hård kamp med en pige fra KIF. Til sidst måtte Cecilie slippe KIF´eren, og lade sig "nøjes" med sølvmedaljen og en tid på 2,32,81. Sebastian Romer løb også 800m. Sebastian har været skadet i efteråret, så det var spændende om formen var i orden.... Det var den. Sebastian løb i 2,19,08. Ny PR, KR, Østmesterskab og guldmedalje til Sebastian. Det bliver spændende at følge Sebastians udvikling i årene der kommer.
På 3000 m. som er mega hård løb indendørs havde vi to deltagere med, en pige og en dreng. Stor respekt for at de vil løbe så langt indendørs. Den første løber var Amalie Wulff der efter en hård 800 m. tidligere på dagen skulle igang med en 3000 m. Efter startskuddet løb hun bagerst, men med lidt hjælp fra "heppekoret" og en stor portion mod løb hun frem til spids. Her havde hun feltet under kontrol og kom i mål i tiden 12,32,84.(KR). Dagens 3 guldmedalje til Greve var hermed i hus. Sidste løber på 3000 m var Alexander Jakobsen ( drenge 14 - 15 år ). Også han løb et flot løb og fik hentet en bronzemedalje hjem til Greve. Tiden var 10.24,09.(KR)
Endelig var der 4 Grevepiger ( 12 -13 år ) til start i kuglestød. Her blev Anna Lange nr. 10 med et stød på 8,71 m, Tara Abrahamsson nr. 12 med 8,24 m, Karoline Meinertsen nr. 20 med 6,66 m og Cecilie Aagaard nr. 23 med 6,42 m.
Stort tillykke til alle med de flotte resultater.
Søndag.
Om søndagen startede vi op med Asger og Kenneth ( drenge 14 - 15 år ) i højdespring. Det blev en meget spændende konkurrence, hvor Asger endte med at blive nr. 7 efter at have sprunget 1,40 m. Kenneth fik en sølvmedalje i hus med et spring på 1,55 m. Det var de berømte små marginaler der afgjorde kampen om guld og sølv. Hos de 12 - 13 årige drenge blev Oliver Chabert nr. 5 med et spring på 1,25 m.
Hos de 12 - 13 årige piger kvalificerede både Karoline og Tara sig til finalen i 60 m. hæk. Her blev Tara nr. 5 med tiden 12,03 sek mens Karoline tog 8. pladsen med tiden 12,91.(KR). Tidligere på dagen løb begge piger 200m. Her løb Karoline i 32,81 sek, mens Tara tog sine anden bronzemedalje ved dette stævne med tiden 29,14 sek. I længdespring var der 4 Grevepiger til start. Tara satte ny PR og KR med et spring på 4,52 m og fik en 5 plads for anstrengelserne. I samme konkurrence sprang Anna 4,05 m, Karoline 3,83 m og Isabella 3,51 m.
Hos de 14 - 15 årige piger fik Cecilie Porsdal hentet yderligere 2 medaljer. Den første bronzemedalje blev løbet hjem på 1500 m. i tiden 5.15.40. Det var Cecilies første 1500 m, så det var en godkendt debut. Senere på dagen løb Cecilie 200 m, og her blev det til endnu en bronzemedalje i tiden 28,97 sek.efter et tæt finaleløb.
Caroline Pretzmann ( 16 -17 år ) stillede også op på 200 m distancen. Hun lagde fornuftigt ud, men blev træt mod slutningen af løbet og blev samlet nr. 8 i tiden 30,68 sek..
I 1500 m ( drenge 14 - 15 år ) fik Alexander Jacobsen endnu en gang vist høj klasse. Han løb et strålende løb og tog endnu en bronzemedalje med tiden 4.48.77. Her blev Kenneth Pedersen nr. 5 med tiden 5.15.22
Samlet facit for Greve´s atleter ved dette Østmesterskab var 3 guldmedaljer, 2 sølvmedaljer og 7 bronzemedaljer
Øvrige resultater vil kunne læses på Ballerup Atletik´s hjemmeside