De mørke aftener er ingen hindring for at hoppe i løbetøjet og få motion, frisk luft og lette den dårlige samvittighed. Greve Atletik inviterer til Lysløjpeløb onsdag den 7. februar kl. 18 med start ved træningspavillionen ved Greve Idrætscenter.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har sammen med Tryg-fonden sat en landsdækkende kampagne ”Gang i Danmark” i værk. Kampagnen skal sætte fokus på de gavnlige virkninger fysisk aktivitet har på vores sundhed. Hans Kongelige Højhed Kronprins Frederik er protektor på Gang i Danmark.
Gang i Greve betyder først og fremmest opstart af en række motionstilbud, så der ikke er nogen undskyldning for ikke at komme i gang. Indenrigs- og Sundhedsministeriet har blandt andet opfordret Greve Kommune til at afholde et lysløb/gåtur på lokale lysløjper i kommunen. Og den opfordring tog Greve Atletik i mod.
Greve Atletik inviterer derfor alle i Greve til at deltage i lysløjpeløb onsdag den 7. februar kl. 18.00, med start ved træningspavillionen ved Greve Idrætscenter, Lillevangsvej 88, 2670 Greve. Alle kan deltage, da løbet/gåturen henvender sig til de, som har lyst til at røre sig. Det betyder, at man ikke behøver at være trænet for at deltage.
Formanden for Greve Atletik, Thomas Andersson udtaler ”Formålet med arrangementet er at vise, at der er mulighed for også at røre sig om aftenen, da vi er så heldige at have lysløjpen, der løber rundt om Rævebakken. Arrangementet er derfor for både løbere, gængere og stavgængere, da det primære formål er at få deltagerne til at dyrke motion selvom det er mørkt.”
Hvis man ønsker at få en tid på hvor lang tid man er om at løbe eller gå turen, skal man henvende sig til standeren, som vil være ved startstedet. Ønsker man at komme i gang med at bevæge sig noget mere i hverdagen, så vil der være mulighed for at snakke med nogle af Greve Atletiks ledere på stedet, som vil kunne give ideer til, hvor og hvordan, man kan begynde.
Fakta: Arrangementet afholdes onsdag den 7. februar kl. 18:00 med start ved aktivitetsområdet (ved fodboldhuset). Det er gratis at deltage i løbet. Ruten er på ca. 2 km (1 omgang på lysløjpen) eller ca. 4 km (2 omgange på lysløjpen). Greve Atletik vil senere på året tilbyde et tilsvarende løb i oktober eller november, så kan den enkelte se om de har forbedret sig.
Lad os vise Danmark, at der er Gang i Greve! Inviter familien, venner og bekendte med til lysløb, og få en hyggelig aften sammen.