Træningslejr på Tenerife

Forventningerne var høje og humøret i top, da Amagers og Greves atleter, trænere og assorterede familiemedlemmer mødtes i Københavns lufthavn tirsdag morgen kl. alt for tidligt. Begge dele med god grund: Forestående var en træningslejr på den varme ferieø Tenerife, hvor den selvsamme gruppe (+/- nogle få) tilbragte påsketræningslejren året forinden.

I første omgang skulle én af disse forventninger imidlertid ikke indfries. Håbet om varme og høj sol led lidt af et knæk, idet det var overskyet og blæsende, da vi ankom. Det skulle dog ikke stå i vejen for vor kommende løbetur rundt om den efterhånden godt kendte golfbane. Et par af os havde bare ikke forholdt os til den kendsgerning, at et langt stykke vej var OP AD BAKKE!! Mindre optimalt at lægge ud med at komme overdrevet forpustet ”i mål” med lår- og lægmuskler fyldt med mælkesyre. Dette har naturligvis ikke noget at gøre med mangel på kondition, men udelukkende et spørgsmål om, at ruten var elendig. Men vi overlevede med nød og næppe. I hvert fald indtil strandlegene (på stranden, overraskende nok) umiddelbart efter. Her blev vi tæsket igennem en masse (lettere ydmygende) lege, hvis eneste formål tilsyneladende var at udmatte os, så vi ikke var i stand til at træne dagen efter.

Jeg ved ikke, om det havde noget med strandlegene dagen forinden at gøre, men hvad der udadtil skulle forestille forholdsvis almindelig atletiktræning, føltes til forveksling som seriøs militærtræning, da vi vendte tilbage til hotellet onsdag aften. Og det fortsatte. Men som et gammelt kinesisk ordsprog siger: ”Train hard; win easy!” Okay – måske var det ikke en kineser, der sagde det, men det passede godt til situationen. Derfor lagde alle lagde kræfterne i, og det skal gøre ondt, før det gør godt, som man siger, så smertegrænsen blev vidst også nået et par gange.        Det var i stunder som disse, man priste sig lykkelig for en god massør, en iskold pool og en overdådig buffet. Alle tre fordele blev da også ivrigt udnyttet.

Fredag aften stod i mulighedernes tegn. Lørdag var nemlig fri for træningspas, så mange af de ældre atleter valgte at tage i byen den aften, og ud fra de efterfølgende berettede, havde de en ganske udmærket bytur. Mens de var ude at ture rundt, var andre blevet tilbage på hotellet, hvor der blev spillet kort, set film og hygget til den helt store guldmedalje - naturligvis!

Eftersom der ikke var nogen form for træning om lørdagen, blev det arrangeret en tur til et nærliggende badeland ved navn Siam Park. Her var der vandrutsjebaner for enhver smag; nogle, hvor man blot sejlede rundt i parken i en lille dam, og nogle, hvor man susede ned af en stejl bane på højde med Rundetårn. Man kan roligt sige, at grænser afprøvet, overskredet og rykket. Om eftermiddagen vendte vi trætte og solbrændte (!) atter hjem til hotellet, hvor en solid aftensmad blev højt værdsat.

Knap så værdsat var dagen efter hviledagen, hvor mange bar præg af gårdsdagens van(d)vittige udfoldelser. Og dog gik dagen hurtigt, og snart var det mandag, Karinas fødselsdag, sidste træningsdag, og den dag, hvor vi traditionen tro ville tilbringe aftenen på Hooters. Men én ting ad gangen. Eftersom Karina fyldte år, blev hun vækket med fødselsdagssang i samme stil som Luisa Falk, da hun havde fødselsdag sidste år. Til træning kunne man fornemme, at folk havde været i gang fire timer om dagen i en hel uge. Mange var trætte, så de sidste kræfter blev brugt fuldt ud.

Ved halv 9-tiden om aftenen drog vi i samlet flok mod Hooters, som sædvanlig var en særdeles fornøjelig begivenhed med billard, bordfodbold, limbo og en af Hooters’ lege, som gik ud på at åbne en sammenfoldet, frossen t-shirt hurtigst muligt. Flere af deltagerne valgte at iføre sig de færdigudpakkede t-shirts, hvilket så lettere … alternativt ud. Da kl. blev 1, tog nogle af de ældre i byen, hvor de andre gik hjem, hvilket nok var en klog beslutning, ud fra den betragtning at vi skulle påbegynde vores hjemrejse tidligt næste morgen.

Hjemrejsen forløb ganske stille og roligt, uden de helt store komplikationer. Vi blev en smule forsinkede, men hvad gjorde det, når man havde en masse butikker, godt selskab og godt med M&M’s? 
Vi var hjemme i Danmark igen ved 20-tiden, hvor mange blev hilst velkommen hjem af familiemedlemmer, der var savnet i større eller mindre grad.

Alt i alt har det været en fantastisk tur (igen) i år, og jeg synes personligt det har været genialt at slå Amager og Greve sammen om én træningslejr. Man lærer mennesker meget bedre at kende, og man ser folk fra nye vinkler på sådan en tur. Man kommer tættere på hinanden og får nye venner. Og så kunne det da være fabelagtigt, hvis vi kunne skabe en ligeså god stemning næste år. Nogle, der er friske?

Tak for en dejlig træningslejr!

Amalie Rasmussen, Greve Atletik