I denne weekend blev årets DTU finale afholdt på Ballerup Stadion. For første gang havde vi fået kvalificeret et hold i alle 4 aldersklasser til finalen. Ud over Greve er det kun lykkes store klubber som Sparta og Århus 1900 at kvalificere 4 hold til finalen. Desværre havde vi denne gang en del skader så der ikke kunne stilles med optimale hold. Der blev dog kæmpet godt og lavet flere gode resultater.
De 12-15 årige piger blev samlet nr. 5 med 7.446 point. Det var lidt færre point end de havde scoret i den indledende runde, men holdet var også ramt af skader og sygdom. Topscorer på holdet blev Ida Boe Rasmussen som på 80m hæk løb 12,18 hvilket gav 931 point. Tiden blev endda løbet i meget modvind og var ny klubrekord samt meget tæt på Dansk rekord. Ida vandt også længdespring med 5,27m. Af andre gode resultater kan nævnes Marie Dahi, som på 100m løb i tiden 12,91 sek. I hammerkast satte Nicoline Landgreen PR med et kast på 32,16m. Men at vi også de kommende år vil have et godt hold i denne aldersklasse viste de yngste piger (årgang 2004) Mathilde Andersen, Christina Ghandforoush og Angelina Holme, som kæmpede hårdt for holdet.
De 12-15 årige drenge blev samlet nr. 6 med 7.271 point. Det var lidt flere end de havde scoret i den indledende runde, men også her var holdet ramt af skader og afbud. Topscorer på holdet blev Frederik Andersson som med 38,75m PR i diskostkast scorede 788 point. Af andre gode resultater kan nævnes Rasmus Baltzersen som satte PR på 3000m med tiden 9.50,98 min. Yngste mand på holdet Victor Tvistholm Jørgensen (årgang 2004) løb både en flot 800m i tiden 2.32,93 samt 300m i den fine tid 47,84 sek.
De 16-19 årige piger som stillede hold sammen med Slagelse blev samlet nr. 4 med 7.790 point. Det var lidt færre end de havde scoret i den indledende runde. Topscorer på holdet blev Anna Lange som med 12,77 sek. på 100m scorede 881 point. På 100m hæk satte Anna ny klubrekord med tiden 15,40 sek. I spydkast kastede Jasmin Boe Rasmussen 30,40m hvilket var PR.
De 16-19 årige drenge blev samlet nr. 3 med 8.916 point. Det var lidt flere end de havde scoret i den indledende runde. Virkelig godt gået af drengene da dette hold også var ramt af skader og afbud. Holdets topscorer blev Peter Andersson med et længdespring på 6,67m hvilket var ny klubrekord. Af andre gode resultater skal nævnes Oliver Chabert som løb 110m hæk på 15,40 sek. hvilket var ny klubrekord. Asger Østerby som stødte 13,01m i kugle, hvilket var ny klubrekord. Stefen Sjørslev som kastede 34,20m i diskos hvilket også var ny klubrekord. Endelig satte stafetholdet med Frankly Dadey, Peter Andersson, Oliver Chabert og Asger Østerby en flot klubrekord i den afsluttende 4 x 100m med tiden 43,55 sek.