Det blev en fantastisk første dag til DMU på Hvidovre Stadion for Greve Atletiks atleter. Allerede i første øvelse lagde Sebastian Romer stilen an, ved kun at være 9 hundrede dele fra den eksisterende danske rekord på 300m hæk. Desværre satte en spartaner Dansk rekord i samme heat og dermed fik Sebastian en flot sølvmedalje og en ny flot pr med tiden 40,57 sek.
Amalie Lange stødte kugle samtidig med at Sebastian løb.
Hun stødte fornuftige 9,83 og det rakte til en samlet 5 plads. Amalie kastede lidt senere hammerkast og her gjorde hun det lidt bedre. Med et kast på 34,82 m fik hun en bronzemedalje.
Sofie Revall og Anne Søgaard sprang trespring. Sofie sprang 8,97 m, og det rakte til en 14 plads. Anne gjorde det lidt bedre og satte pr med 9,65 m, som gav hende en 10 plads. Piger løb kort efter stafet, hvor også Frida Ahlmann og Eline Grün løb på holdet. Pigerne løb fornuftigt og blev nr. 8 med en tid på 57,04 sek. Anne kastede også hammerkast, og her gik det helt fantastisk. Anne kastede i sit 3. kast hammeren ud på 37,48 m, som kun er 30 cm fra den danske 14 årige rekord. Flot af Anne, som samtidig fik en flot sølvmedalje. Forhåbentlig får Anne ram på denne rekord senere på sæsonen.
Joachim Larsen løb i 22 års gruppen 400m hæk, og med et flot løb satte Joachim ny pr med tiden 56,03 sek og fik en sølvmedalje. Joachim blev sidste år danske mester, men er lige rykket op i denne gruppe og har stadig 2 år i denne gruppe. Kort tid efter sit løb, så løb Joachim stafet med Martin Jespersen, Ali Khazendar og Abdoulie Sowe. Det var først stævne for Ali og han var selvfølgelig nervøs, men de løb en flot tid på 45,52 sek, og endnu en medalje blev det til, nemlig bronze. Bronze fik Adoulie også i trespring. Det blev en tæt kamp i mellem sølv og bronze, og Adoulie sprang 12,68, men det gjorde en Hvidovre mand også. Så næst længste spring talte så, og her var Abdoulie desværre en cm dårligere. Dermed fik han bronze og ikke sølv. Desværre måtte han lidt senere trække sig fra 100m på grund af problemer med lysken.
I drenge 14-15 års gruppen havde vi også et stafethold. Her løb Sebastian Romer, Kenneth Pedersen, Asger Østerby og Kasper Andersson. Det blev her til en 4. plads med tiden 50,19 sek. Kenneth skyndte sig derefter til højdespring, som var gået i gang. Men da Kenneth startede på en senere højde, så nåede han at få lidt pause inden han skulle starte konkurrencen. Kenneth var rigtig godt springende, og da han klarede 1,73 m, var han alene tilbage og var sikret Greves første guldmedalje, men Kenneth valgte at springe videre alligevel og klarede også ny pr højde 1,76 m. Rigtig flot af Kenneth. Kenneth var ikke helt færdig efter højde. Han skulle også springe 3-spring. Her gik det ikke helt så godt. Han sprang 10,47 m og blev nr. 9. I samme konkurrence sprang Lasse Kristiansen. Han sprang 9,17 m og blev nr. 12. Men Greve var ikke færdige med medajlerne. Asger Østerby fik også det hele til at stemme i hammerkast, og han sikrede sig og Greve Atletik den 3. bronzemedalje i denne øvelse. Med et kast på 42,17 m satte han en god pr. Flot af Asger.
Caroline Pretzmann løb i 16-17 års gruppen 100m. Hun løb en godt løb og var med tiden 13.67 sek. ikke så langt væk fra sin egen pr. Første dagen var ved at være færdig og der manglede kun 400m løbene. Her havde vi 3 personer med. Cecilie Porsdal løb først. Hun lagde rigtig godt ud og fulgte godt med de første 200m. Desværre kunne Cecilie ikke helt følge med til sidst, men hun kom alligevel i mål på rigtig fornuftige 61,07 sek og en 5. plads. Cecilie er yngst i gruppen, så hun har chancen igen næste år. I allersidste løb til stævnet havde vi Martin og Joachim med. Begge lagde fornuftigt ud, men havde desværre ikke noget at skyde med, og med 53,00 sek. til Martin og 53,70 til Joachim, så var begge et stykke fra hvad de havde håbet på at løbe. Dog skal begge være med i gen i morgen, hvor de så kan få revanche.
Alt i alt var det en rigtig god dag med 8 medaljer. 1 guld, 3 sølv og 4 bronze medaljer og en hel del personlige rekorder. Rigtig godt gået.
Thomas