text

Tenerife 2011

For efterhånden fjerde år i træk drog Greve og Amagers atletikhold til den varme ferieø Tenerife i påsken. I år havde vi også glæden af at have et par af KIF’s atleter med, så alt i alt løb vi op på omkring 70 rejsende.

Det særlige i år var også, at der var udbudt en 10-dages tur, som 10 atleter og en træner fra Greve deltog i. Planlægningen af denne tur var dog ikke forløbet helt så smertefrit som 7-dages turen; vores fly var nemlig flere gange blevet aflyst både frem og tilbage, og det endte med, at vi måtte overnatte 13 timer i Madrid på vejen herned. Ikke just en fantastisk start på turen, når man ender i et fly med utilfredse, skrigende og sparkende børn, der ikke tager det største hensyn til trætte atleter og deres søvnbehov.

Vi kom frem til Tenerife lørdag ved middagstid – ca. et døgn efter vores afrejse fra Danmark. Efter en god omgang frokost i hotellets restaurant var den dårlige flyvetur dog lagt bag os, og vi var klar til første træningspas. Søndag morgen blev for fleres vedkomne skudt i gang med restaurantens berømte omelet. Så var vi også klar til en omgang intervaller på stadion samme eftermiddag – efter områdets måske voldsomste regnskyl længe, der fik selv poolen til at gå over sine bredder!

Tirsdag formiddag ankom alle atleter, trænere og forældre på 7-dages turen, og så kunne den ”rigtige” træning begynde. Vi stod foran en uge fyldt med masser af løb, spring og kast og alt for mange af fysioterapeuten Allans solhilsner og ”katten-drikker-mælk”-øvelser, som vist ikke var det største hit i core-passene sidst på ugen, når de ømme muskler trådte til.

De fleste virkede også i slutningen af ugen taknemmelige for nødhjælp til smertende led og muskler i form af massage og isbadet på stadion. Poolen fik efterhånden også en fast plads i tidsplanen, og man kunne efter hver træning se ømme atleter sidde på poolkanten med benene i det kølende vand. Stranden blev også besøgt et par aftener – også for at gense strandspøgelset Manolo, som vi hilste på for første gang sidste år.

Lørdag stod i festligt tegn med både underholdning, limbo og en tur i byen, da vi ligesom de foregående år havde træningsfri søndag. Dermed blev der også for 3. år i træk arrangeret en tur til det nærliggende badeland Siam Park – og for 4. år i træk var der overskyet denne dag. Man skulle næsten tro, vi simpelthen bare ikke må have lov til at have godt vejr på vores fridag.

Men vejret var heldigvis varmt og solrigt igen mandag, hvor de sidste træningspas for 7-dages turen lå.

Så blev det tirsdag formiddag og dermed tid til afrejse for atleter og trænere på 7-dages turen. Efter en afsked med atleterne på 10-dages turen blev kursen sat mod lufthavnen og en lang tur mod det danske påbegyndtes. Vi andre skulle først rejse næste morgen kl. alt-for-tidligt, så vi havde lige tid til et sidste træningspas samme eftermiddag, som dog heldigvis ikke var så hård som nogle af de tidligere træninger.

Onsdag morgen drog vi andre også af sted mod hjemlandet og en i større eller mindre grad savnet familie.

Dermed var det slut på endnu en forrygende træningslejr på Tenerife. Ses vi næste år? Det tror jeg nok, vi gør!

 

Skrevet af

Amalie Rasmussen, Greve Atletik